Om ELM København
I Evangelisk Luthersk Missionsforening (ELM) mødes mennesker hver uge for at læse i Bibelen og høre Guds ord. Det gør vi, fordi vi er overbevist om, at Jesus Kristus er Guds søn. Vi tror, at mennesker bliver frelst ved at kende Jesus og tro på ham. Det er hos Jesus, vi finder livets dybeste mening. Vi har brug for at høre det igen og igen – og vi ønsker også, at andre skal høre det. Derfor er alle velkomne til at være med!
Vi tror, at Bibelen er Guds ord til os mennesker og derfor er troværdigt. Gud har noget at sige os! Bibelen og forkyndelsen af Bibelens budskab står derfor centralt i ELM´s mange arrangementer. Vores bekendelsesgrundlag er det samme som Den danske Folkekirkes, og vores formål er at fortælle om Jesus Kristus – verdens frelser. I Blågårdsgade i København er der søndagsmøder for alle efterfulgt af fællesspisning. Herudover er der særlige arrangementer for børn, unge og ældre, familiemøder, weekendlejre for alle og meget mere. Ungdomsarbejdet i ELM varetages af Evangelisk Luthersk Ungdomsforening (ELU). ELM har mødesteder flere steder i Danmark. Vi har desuden efterskolen Hedemølle og støtter kirkearbejde i Peru, Etiopien, Eritrea og Kenya. ELM København Blågårdsgade 40 2200 København N. |